Har du travlt eller er det blevet din måde at leve på?

af | okt 15, 2025 | Stress | 0 Kommentarer

stresset medarbejder

De fleste af os siger det flere gange om ugen, ja måske flere gange om dagen “Jeg har bare så travlt for tiden.”

Det kan handle om opgaverne på arbejdet, møderne i kalenderen, aftalerne med børnene, arrangementer i fritiden eller noget helt femte.

Og næsten altid følger vi op med en sætning som “… men det bliver bedre, når …”
Når projektet er afleveret.
Når vi får en ny kollega.
Når ferien kommer.
Når børnene sover bedre.
Når …

Men hvad hvis det aldrig bliver bedre?
Hvad hvis travlheden er blevet din nye normal?

Når travlhed flytter ind på arbejdet

Mange oplever, at deres arbejdsdag føles som et maraton, der aldrig slutter. De er ikke kommet i bund med opgaverne eller nået i mål med dagens deadlines. Og de ved, at i morgen starter det forfra.

Kender du til, at travlheden bliver som en bølge, du hele tiden forsøger at holde dig ovenpå, fordi:

  • Deadlines, ligger så tæt, at du knap kan nå at trække vejret imellem.
  • Møder bliver sat ind i kalenderen uden pauser, så du ikke når at lande mellem det ene og det andet.
  • Nye projekter starter, før de gamle er afsluttet.
  • Kollegaerne, ligesom dig, også løber stærkt, så ingen rigtig har tid til at hjælpe hinanden.

Og oftest får vi at vide, at det er “en midlertidig periode”, og at vi bare skal igennem lige nu.

Men hvad nu, hvis du har hørt det i måneder eller år? Så er det ikke en midlertidig periode. Så er det sådan, arbejdet er organiseret.

Illusionen om fremtidens overskud

Forskning viser, at vi systematisk overvurderer, hvor meget energi og overskud vi har i fremtiden.

Forestil dig, at du skal vælge en film til i aften. Du vælger måske en let actionfilm eller en komedie, fordi du ikke kan overskue mere.

Men hvis du skal vælge en film til om to uger, er du langt mere ambitiøs “Så tager jeg en tung klassiker, noget med dybde og alvor.”

Det samme sker med vores arbejde og vores hverdag. Vi siger ja til store opgaver og mange aftaler, fordi vi forestiller os, at fremtidige mig har mere energi, mere tid, mere overskud.
Men fremtidige dig er … dig.
Den samme person, med den samme kalender, de samme børn, de samme krav på arbejdet og det samme behov for pauser.

Når vi ikke erkender det, ender vi med at fylde kalenderen til bristepunktet – og skabe en konstant følelse af at være bagud.

Hvad koster det dig?

Hvis travlhed er midlertidig, kan den give energi. At løbe stærkt i en kort periode kan føles spændende og udfordrende. Det kan booste din selvtillid at overkomme en travl periode, ja det kan sågar styrke sammenhold og samarbejde på arbejdet, hvis I har overkommet det sammen.

Men når travlhed bliver en konstant tilstand, sker der noget helt andet:

  • Du mister glæden ved opgaver, du ellers holder af.
  • Du bliver mere kortluntet og irritabel derhjemme, og måske også på arbejdet.
  • Din søvn og din koncentration begynder at lide.
  • Du mærker måske fysiske symptomer: hjertebanken, hovedpine, spændinger i kroppen.
  • Og du opdager, at restitution ikke længere virker. En weekend eller en ferie fjerner ikke presset, fordi det vender tilbage så snart, du logger på igen.

Kort sagt travlheden skubber dig tættere på stress og overbelastningsreaktion, også selvom du kalder det “at have travlt”.

To valg, du kan tage

Når travlhed bliver din hverdag, har du grundlæggende to muligheder:

1. Du kan acceptere det.

Det betyder, at du aktivt beslutter, at det høje tempo er et vilkår, du vil leve med.

Hvis du vælger den vej, kræver det, at du finder strategier, så du kan holde til det.

Det indbefatter bl.a.:

  • Lave klare aftaler med dig selv om, hvor dine grænser går.
  • Indlægge pauser, selv når du ikke føler, du har tid.
  • Lære at restituere på små måder i løbet af dagen.
  • Finde lommer af ro, hvor du kan lade op.
  • Prioritere muligheden for 7-8 timers søvn hver nat.
  • Er opmærksom på symptomer på overbelastning, og tager dem alvorligt.

2. Du kan ændre det.

Det kræver mod, fordi det ofte betyder, at du skal sige nej, sænke ambitionerne eller skuffe både dig selv og andre.

Men det er nødvendigt, hvis du vil skabe en hverdag, der er holdbar på den lange bane.
Det kan handle om:

  • At tale åbent med din leder om dine rammer.
  • At prioritere benhårdt i dine egne opgaver.
  • At justere på, hvad du siger ja til – både på arbejdet og i privatlivet.
  • At øve dig i, at “godt nok” faktisk ER godt nok.
  • At være respektfuld overfor dig selv.

Du har ikke bare travlt

Det kan være en svær erkendelse, men hvis du har travlt hele tiden, så er det ikke travlt. Så er det sådan, dit liv er blevet indrettet.
Og spørgsmålet er, om det er sådan, du ønsker at leve?

Min hjælp til dig

Jeg møder mange, der sidder fast i følelsen af evig travlhed. Nogle kommer, fordi de oplever stresssymptomer. Andre, fordi de kan mærke, at de er på vej derhen.

I samtalerne arbejder vi med at finde ud af:

  • Hvad er dit egentlige råderum?
  • Hvad kan du faktisk ændre?
  • Hvad kan du skrue ned for, uden at “verden falder sammen”?
  • Hvordan kan du tage ansvar for din energi og dit velbefindende?

Du behøver ikke blive i det hamsterhjul, som kan gøre dig overbelastet på den lange bane. Der er en hel del, der kan justeres, også selvom du måske ikke kan få øje på det lige nu.

Hvis du mærker, at din travlhed ikke længere går over af sig selv, så kontakt mig på 50519133 eller book en tid direkte på hjemmesiden. Det er ikke en svaghed at søge hjælp – det er et selv-ansvarligt første skridt mod et liv med mere overskud, ro og glæde.

Pas godt på dig selv ❤️
Kh. June

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

June Werenfeldt, psykoterapeut, parterapeut og stresscoach

Hej. Mit navn er June Werenfeldt og jeg er kvinden bag ”COPE – stress, angst & depression”. I mit virke som certificeret psykoterapeut, parterapeut, coach og stresscoach hjælper jeg hver dag mennesker med at komme tilbage til trivsel og livskvalitet.

Jeg har skrevet dette blogindlæg som jeg håber vil inspirere dig lidt ❤️

Husk at du hos COPE har mulighed for en gratis forsamtale, hvor vi kan tale sammen om din situation og hvordan jeg kan hjælpe dig. Du er naturligvis også velkommen til at booke en ledig tid direkte i mit bookingsystem.