Når vi står over for en udfordring, der kræver ekstra energi eller opmærksomhed, aktiveres vores stresssystem for at hjælpe os med at præstere og håndtere situationen. Det er en smart mekanisme, der sikrer, at vi kan mobilisere det, der skal til, for bedst mulig at overkomme situationen. Stress er altså en helt naturlig reaktion i kroppen – en reaktion, der har sikret vores overlevelse gennem tusindvis af år.
Problemet opstår, når vi overbelaster systemet – enten fordi vi har været under pres for længe, eller fordi vi har skulle yde langt mere, end vi egentlig havde ressourcer til. Når stress bliver langvarig eller for intens, kan det gå fra at være en hjælpsom reaktion til at gøre os syge. Kroppen og sindet har simpelthen ikke tid til at restituere, og det kan få alvorlige konsekvenser.
Tegn på et overbelastet system – også kaldet stresssymptomer
Stress over længere tid viser sig forskelligt fra person til person, men nogle typiske tegn kan være:
- Fysisk: Træthed, søvnproblemer, hjertebanken, hovedpine eller spændinger i kroppen.
- Tankemæssigt: Tankemylder, svært ved at huske, koncentrere sig eller træffe beslutninger.
- Følelsesmæssigt: Let til tårer, irritation/kort lunte, urolig eller følelsen af at være overvældet.
- Adfærdsmæssigt: Trækker sig fra sociale sammenhænge, ændrer spisevaner eller arbejder mere for at “nå det hele”.
Måske kan du genkende nogle af disse tegn hos dig selv eller en, du holder af? Det vigtigste er at tage det alvorligt – stress er ikke et tegn på svaghed, men en indikation på, at du har haft for meget at se til for længe.
Hvad kan du gøre for at få det bedre?
At komme sig efter en overbelastningsreaktion/stress kræver tid, men med små skridt kan du gøre en stor forskel:
Giv kroppen ro – Prioritér søvn, hvile og pauser i løbet af dagen. Stress skal ikke “knokles væk”.
Skru ned for presset – Kig på dine opgaver og forpligtelser. Hvad kan vente? Hvem kan hjælpe dig? Husk at det er okay at sige nej til nye opgaver og aftaler. Hvis det er svært for dig at sige nej, kan du begynde at øve dig nu.
Tal om det – Det kan være en lettelse at dele dine tanker med en ven, en kollega eller en professionel. Du behøver ikke klare det alene.
Brug kroppen blidt – Gåture, blid bevægelse eller afslapningsøvelser kan hjælpe dit nervesystem med at falde til ro.
Vær tålmodig med dig selv – En overbelastningsreaktion/stress er ikke noget, der går væk fra den ene dag til den anden. Tillad dig selv at tage det i et tempo, hvor du føler bedring i krop og sind.
Hvis du er pårørende til en stressramt
Det kan være svært at stå på sidelinjen og se en, du holder af, kæmpe med stresssymptomer. Du kan hjælpe ved at:
- Lytte uden at komme med løsninger – nogle gange har man bare brug for at blive forstået.
- Støtte i at sætte grænser og sige fra over for belastninger.
- Opfordre til pauser og ro uden at presse.
- Huske, at stress tager tid at komme sig over – tålmodighed og små skridt er vejen frem.
Du kan få det godt igen
Hvis du er ramt af stress, så vid, at der er håb. Med støtte, tid og de rette justeringer kan du få det bedre.
Og hvis du er pårørende, så vid, at din støtte, forståelse og omsorg gør en stor forskel.
Har du brug for min hjælp, så giv mig et kald på 50519133 eller book en tid direkte på hjemmesiden.
Pas godt på dig selv ❤️
Kh. June
0 kommentarer