Det er som om, at vi sagtens kan forstå, at hvis pengekassen er tom, så kan vi ikke købe mere, medmindre vi låner penge et andet sted. Hvis vi ikke vil låne, venter vi med at forbruge, til der er penge i kassen igen. Hvis vi låner, er vi indforstået med, at det koster! – vi er helt på det rene med, at pengene skal betales tilbage og muligvis med renter.
Men når det gælder vores eget overskud og ressourcer, så har vi svært ved at erkende, når ‘ressource kassen’ er tom, nogen gange stopper vi ikke en gang op og tjekker efter, om der er flere ressourcer, vi bliver bare ved med at forbruge. Men regningen kommer……og desværre opdager nogen det først, når det er kommet så vidt, at de er ‘syge’ af stress.
Faktisk er vores krop og psyke meget samarbejdsvillig – den mobiliserer gerne nogle ekstra ressourcer, hvis der er brug for det…..og den gør det også gerne igen og igen. MEN hvis vi er en dårlig tilbagebetaler, bliver kassen (for vores egen skyld, fordi vores krop og psyke vil os det bedste) smækket i, med den besked: Hvis du ikke selv kan finde ud af, at betale tilbage i form af restitution og hvile, så tvinger jeg dig til det! BUM!!!
Vi kommer langt bare ved, at tjekke jævnligt op på vores ressource niveau, og sørge for, at restituere i samme mængde, som vi forbruger. Vores kroppe er geniale, og hjælper os med signaler, når vi forbruger mere end vi tilbagebetaler. Spørg dig selv, om du får reageret på din krops signaler – om du får reageret, når din krop sender dig en ‘rykker’ for tilbagebetaling?
Tak for en enkel og letforståelig beskrivelse af at ressource kassen ikke er et overflødigshedshorn uden bund. Når bunden er nået, kræver det længere restituering og stor tålmodighed, end hvis vi tager varer på resource kassen i tide.
Hej Thomas
Tak for din kommentar, og for at understrege budskabet 🙏