De første tegn på stress hos kvinder og vejen tilbage til ro

af | jul 13, 2026 | Stress | 0 Kommentarer

Stress hjælp til virksomhederMange kvinder opdager først deres stress, når signalerne bliver svære at overse. Måske sover du dårligere, bliver lettere irritabel eller oplever, at du aldrig rigtig kan slappe af – heller ikke når du har fri.

Stress opstår sjældent fra den ene dag til den anden. Den udvikler sig ofte gradvist, og derfor kan de første tegn være lette at overse. Især hvis du er vant til at tage ansvar, klare lidt mere og sætte dine egne behov til side.

Hvad er de første tegn på stress

De første tegn på stress er ikke altid dem, vi forventer. Mange forbinder stress med sygemelding, søvnløse nætter eller følelsen af at være ude af stand til at hænge sammen. Men ofte begynder stress langt tidligere, og mere stille.

Måske kan du genkende en vedvarende følelse af ikke at slå til. At der hele tiden er noget, der mangler at blive gjort, nogen der har brug for dig, eller opgaver, der venter. Følelsen af aldrig rigtig at blive færdig kan være både udmattende og frustrerende.

For mange kvinder fylder den dårlige samvittighed også meget. Over ikke at være nærværende nok med familien. Over ikke at præstere godt nok på arbejdet. Eller over ikke at have overskud til de ting, de egentlig gerne vil.

Det er ikke ualmindeligt at reagere ved at gøre endnu mere. At tage sig sammen, strukturere hverdagen lidt bedre eller presse sig selv lidt hårdere. Når belastningen fortsætter, bliver tegnene ofte tydeligere.

Det kan for eksempel være:

  • Tankemylder og bekymringer
  • Søvnproblemer eller en følelse af ikke at være udhvilet
  • Hovedpine eller spændinger i nakke og skuldre
  • Hjertebanken
  • Uro i kroppen
  • Koncentrationsbesvær og glemsomhed
  • Irritabilitet eller kortere lunte end normalt
  • En oplevelse af aldrig rigtig at kunne slappe af

Jo tidligere du bliver opmærksom på tegn på stress, desto lettere er det som regel at genoprette balancen. De første tegn virker måske små, men de fortæller ofte, at belastningen har stået på i længere tid.

Hvorfor oplever kvinder stress på en særlig måde

Stress handler sjældent kun om at have for mange opgaver. Hos mange kvinder hænger stress også sammen med den måde, de tager ansvar på – både for arbejdet, familien, relationerne og ofte også for, at alle andre har det godt.

I mit arbejde som psykoterapeut møder jeg mange kvinder, der oplever, at det mentale ansvar fylder mindst lige så meget som de praktiske opgaver. De holder styr på aftaler, planlægger familiens hverdag, husker det, der får hverdagen til at fungere, og forsøger samtidig at være nærværende over for dem, de holder af.

Det er sjældent de enkelte opgaver, der skaber stress. Det er oplevelsen af hele tiden at skulle have overblik, tage ansvar og få enderne til at mødes. Når det står på gennem længere tid, bliver pauserne færre, og det bliver sværere at mærke, hvornår der er brug for restitution.

Mange beskriver, at de har svært ved at finde ro, selv når der er mulighed for det. Tankerne fortsætter, kroppen føles urolig, og det kan være svært bare at være til stede i en stille stund.

Det er derfor, stress symptomer hos kvinder ofte handler om mere end travlhed. Indre uro, dårlig samvittighed og følelsen af aldrig helt at gøre nok er for mange en del af stressreaktionen.

Jeg oplever ofte, at det bliver en lettelse, når kvinder forstår, at deres reaktioner giver mening. Uroen, trætheden og den manglende energi er ikke tegn på svaghed. Tværtimod ser jeg ofte, at stress rammer kvinder, som er engagerede, omsorgsfulde, pligtopfyldende og vant til at tage ansvar.

Når belastningen har stået på længe, kan nervesystemet blive ved med at være på vagt, selv når tempoet bliver sat ned. Det er en af grundene til, at det kan tage tid at finde tilbage til ro.

Hvordan får du ro i kroppen igen

Når du har været under pres gennem længere tid, kan det være frustrerende, at uroen ikke forsvinder, når nu kalenderen bliver mindre fyldt.

Det skyldes blandt andet, at nervesystemet har været belastet over længere tid. Når vi lever med et vedvarende indre eller ydre pres, vænner nervesystemet sig til at være på vagt. Derfor tager det ofte tid at finde tilbage til ro og balance.

Mange kvinder forsøger at skabe ro ved at gøre mere af det, de allerede er gode til. De læser om stress, prøver forskellige øvelser og beslutter sig for, at de også skal blive gode til at slappe af. Men ro er sjældent noget, vi kan præstere os frem til.

I terapien arbejder jeg blandt andet med selvregulering. Det handler om gradvist at lære sine egne reaktioner bedre at kende og forstå, hvad der skaber uro, og hvad der hjælper nervesystemet tilbage til ro. Når du får en større forståelse for dine stressreaktioner, bliver det også lettere at reagere på dem, før de udvikler sig yderligere.

Små pauser i hverdagen, rolige gåture, nærvær med mennesker, du føler dig godt tilpas sammen med, eller en bevidst opmærksomhed på dit åndedræt kan være med til at berolige nervesystemet. Det vigtigste er ikke, at du gør det perfekt, men at du giver dig selv tid til gradvist at finde tilbage til mere ro.

Vejen ud af stress ser forskellig ud fra menneske til menneske. Men den begynder ofte med en større forståelse for dine egne reaktioner og en mere nænsom måde at møde dig selv på.

Når stress bliver en invitation til forandring

Stress kan føles overvældende. Men det kan også blive et vendepunkt.

For mange kvinder bliver stress en anledning til at stoppe op og stille sig selv nogle nye spørgsmål. Hvad er vigtigt for mig? Hvad giver mig energi? Og hvordan kan jeg passe bedre på mig selv, uden at det går ud over dem, jeg holder af?

Det sker sjældent fra den ene dag til den anden. Men når du begynder at forstå dine egne stressreaktioner, bliver det lettere at skabe de forandringer, der kan føre til mere ro og balance.

Du behøver ikke have alle svarene fra begyndelsen. Nogle gange er det første skridt blot at være nysgerrig på det, du mærker.

Hvis stress fylder så meget, at du har svært ved at finde ro eller overskud i hverdagen, kan et terapeutisk forløb hjælpe dig med at forstå dine stressreaktioner og arbejde med de mønstre, der holder dit nervesystem i et højt belastningsniveau. Målet er ikke blot at mindske stresssymptomerne, men at skabe en mere varig ro og balance i dit liv.

Du er altid velkommen til at kontakte mig på 50 51 91 33 eller booke en gratis forsamtale, hvis du er nysgerrig på, om et terapeutisk forløb er det rette for dig.

Pas godt på dig selv ❤️
Kh. June

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

June Werenfeldt, psykoterapeut, parterapeut og stresscoach

Hej. Mit navn er June Werenfeldt og jeg er kvinden bag ”COPE – stress, angst & depression”. I mit virke som certificeret psykoterapeut, parterapeut, coach og stresscoach hjælper jeg hver dag mennesker med at komme tilbage til trivsel og livskvalitet.

Jeg har skrevet dette blogindlæg som jeg håber vil inspirere dig lidt ❤️

Husk at du hos COPE har mulighed for en gratis forsamtale, hvor vi kan tale sammen om din situation og hvordan jeg kan hjælpe dig. Du er naturligvis også velkommen til at booke en ledig tid direkte i mit bookingsystem.